Racens historie

Dansk Spids er en gammel dansk race, og den er én af ​​de seks nationale racer i Danmark. Gennem årene har Dansk Spids haft mange navne. Nogle af dem var Grønlænder Spids, Samojedespids og Ulvespids. I det 19. århundrede var den danske spids især populær på gårdene i Jylland, hvor den blev brugt til at alarmerer og som mussejæger, men den var også "barnepige" for familien.

Tilbage i 1988 blev der gjort et stort stykke arbejde med at samle billedmateriale og opspore racetypiske dyr for at redde racen. Dette var det første skridt mod genopbygning af Dansk Spids.

For at drive og støtte genopbygningen og udviklingen af ​​Dansk Spids blev Selskabet for Dansk Spids dannet med stiftende generalforsamling i 1992. Siden da har Dansk Kennel Klubs udvalg "Nationale og glemte racer" været involveret i mønstringer og godkendelse af alle parringerne for at sikre en korrekt udvikling af racen. Hvis en parring ikke er godkendt på forhånd, kan hvalpene ikke stambogsføres og dermed ikke være registreret i Dansk Kennel Klub.

Selskabet for Dansk Spids har også et mål om at sprede kendskabet til racen ved at deltage i forskellige arrangementer i hele Danmark. Det er medlemmerne af foreningen, der driver aktiviteterne på frivillig basis. Det gælder både medlemsaktiviteter i Selskabet for Dansk Spids, repræsentation af racen på "hundens dag" m.v., deltagelse i nationale og nordiske hundeudstillinger og gennemførelse af mønstringer. 

I 1992 blev den første mønstring afholdt for at vurdere de danske spidser, der var blevet opsporet på dette tidspunkt. Formålet var at godkende dem til avl og få hundene registreret i stamtavleregistret (kaldet "X-register") i Dansk Kennel Klub. 12 ud af de 19 præsenterede hunde blev godkendt til avl. 

I dag arrangerer Selskabet for Dansk Spids stadig mønstringer 2-3 gange om året for at sikre løbende forbedring af racen i overensstemmelse med racestandarden. Samtidig arbejder vi aktivt på at få racen FCI godkendt.

I 2018 blev det godkendt af Dansk Kennel Klub at Dansk Spids hvalpe kan sælges til de nordiske lande betinget af, at hvalpene enten fremvises til en mønstring i Danmark, eller at en FCI-dommer, godkendt af udvalget for "Nationale og Glemte racer" under Dansk Kennel Klub udfører mønstringen i deres hjemland.


Zuria Izarra Dansk Spids opdræt | Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang